Søgebegreb

Schaeffler Danmark leverer lejer til en af verdens største testbænke

06-12-2017 | Aarhus

Schaeffler Danmark har leveret de store koniske rullelejer til den 31 meter lange, 8 meter brede og 13 meter høje testbænk konstrueret af ingeniørvirksomheden R&D. Testbænken er netop færdigmonteret og klar til brug hos LORC i Munkebo.
Den enorme testbænk fra R&D er bygget til HALT-test (Highly Accelerated Life Test), hvilket vil sige udmattelsestest af vindmøllenaceller, og Schaeffler Danmark har leveret to store koniske FAG rullelejer til teststandens hydrauliske Test Load Unit (TLU).

TLU-enheden, der er baseret på en Stewart platform, fungerer som en vindsimulator, der kan påføre vindens reaktioner på vindmøllenacellens hovedaksel i form af hhv. tre belastnings- og momentretninger. Stewart platformen består af et hus på 86 tons, som belastningerne overføres til via hydraulikcylindre. Imellem hus og aksel er der placeret to lejer for at overføre belastninger samt rotation. Her er tale om en aksel af store dimensioner og en vægt på hele 56,8 tons. Til TLU-enheden har man valgt to koniske FAG rullelejer fra Schaeffler, da de kan optage store radiale og aksiale belastninger – og i TLU’ens tilfælde belastninger i alle retninger: tryk, træk og vrid.

Lejerne i testbænkens TLU matcher de øvrige store dimensioner i konstruktionen. Lejernes yderdiameter er 2,6 meter, og deres boring er på 2 meter. Hvert leje vejer 4 tons. De koniske ruller i lejet vejer hver især 18 kilo og har en længde på 210 mm. Lejerne har et bæretal på 18.000 kN, hvilket svarer til vægten af 1.800 personbiler af VW up typen.

Da der stilles store krav til teststandens pålidelighed, er lejerne designet og fremstillet efter Schaefflers enestående Wind Power Standard (WPOS). WPOS er en kvalitetssikring inden for lejer til vindmølleindustrien, både hovedlejer og gearlejer, som igennem 100 % proceskontrol sikrer, at alle materialer og fremstillingsprocesser opfylder de specificerede kvalitetskrav. Kvalitetskravene inden for vindmølleindustrien er i dag på niveau med de krav, der stilles til komponenter til flyindustrien. Således er der fuld sporbarhed for hver enkelt fremstillet komponent – lige fra navn på stålleverandør, materialelegering, hvem der har pakket det færdige leje i transportkassen, over til forsendelse.

De store koniske lejer er dimensioneret og analyseret i Schaefflers beregningsprogram BEARINX for at analysere levetid og ikke mindst indflydelsen fra en fleksibel struktur på lejelevetid. Igennem Bearinx analyser er lejeforspændingen analyseret, således at der opnås optimal levetid under de forskellige ekstreme driftsforhold som belastninger og omdrejninger. Schaefflers ingeniører har analyseret de detaljerede BEARINX beregninger i forhold til belastningen på hver enkelt rulle, f.eks. kontaktfladetryk og sikkerhedsfaktorer.

Opvarmningen af de store koniske rullelejer er foretaget med FAG’s ”medium frequency” opvarmningsudstyr. Udstyret består af en induktor og en generator. Induktoren er i dette tilfælde et fleksibelt kabel, der vikles om emnet. Induktiv opvarmning er en hurtig, præcis og effektiv opvarmning af store lejer og lignende dele af stål.

Den officielle åbning af testfaciliteterne fandt sted den 30. november i år på Lindø Offshore Renewables Center (LORC) i Munkebo.

Udgiver: Schaeffler Danmark ApS
Udgivelsesland: Danmark

Downloads

Pressemeddelelser

Pakke (pressemeddelelse + medier)

Del side

Hos Schaeffler anvender vi cookies for at gøre vores website mere brugervenlig for dig. Ved at bruge websitet, accepterer du brugen af cookies. Yderligere oplysninger

Accepter