Søgebegreb

Udviklingssamarbejde om additiv produktion af lejer Schaeffler og DMG Mori underskriver aftale på JIMTOF i Japan

09-12-2016 | Aarhus

Schaeffler og DMG Mori fortsætter sit vellykkede samarbejde, som udvides til også at omfatte udvikling af additive produktionsprocesser til lejekomponenter. De to selskaber har netop underskrevet en samarbejdsaftale på JIMTOF i Japan, og samtidig forlænges det marketingpartnerskab, der blev indgået i 2016. Schaeffler fortsætter således som DMG Moris globale marketingpartner inden for lejer og lineærteknik.

DMG Mori, der er verdens førende producent af værktøjsmaskiner, og Schaeffler, der er verdens førende producent af lejer, lineærteknik og transmissioner, har indgået en samarbejdsaftale på JIMTOF i Tokyo om udvikling af additiv produktion af lejer. Additiv produktion er netop et af Schaefflers strategiske fokusområder.

„De to firmaer kompletterer hinanden, når det gælder fremtidens værktøjsmaskiner og den fortsatte udvikling af lejeteknologi. Vores fælles udviklingsprojekt ”Machine Tool 4.0” er et godt eksempel herpå. Vores samarbejde om additiv produktion er et nyt meget vigtigt strategisk område i fremtiden“, udtaler Dr. Stefan Spindler, CEO Industrial i Schaeffler AG.

Laserpåsvejsning til produktion af lejekomponenter
Det er en Lasertec 65 3D fra DMG Mori, der skal bruges til produktion hos Schaeffler - en 5-akset fræser med laserpåsvejsningsenhed. Det er planen at videreudvikle den additive produktionsteknologi - laserpåsvejsning - til fleksibel fremstilling af prototyper af lejer i mindre lots. Der er fokus på både processer og de anvendte materialer og deres egnethed i processen. Laserpåsvejsning foregår ved, at et materiale på samme tid smeltes og påføres emnet. I dette tilfælde er materialet et metalpulver. Varmekilden er en high-performance laser. Den additive produktionsproces er kombineret med en konventionel 5-akset bearbejdning i DMG Moris hybridanlæg, hvilket gør, at de fremstillede komponenter kan færdigøres med det samme.

Vellykket marketingpartnerskab fortsætter
Schaeffler og DMG MORI benyttede også lejligheden på JIMTOF til at forlænge sit marketingpartnerskab, som blev indgået i 2016, til også at gælde i 2017. Schaeffler er DMG Moris globale samarbejdspartner til markedsføring af lejer og lineære føringer. I løbet af 2016 har Schaeffler således deltaget i en lang række af DMG Moris husmesser, tekniske symposier og kurser, og disse vellykkede arrangementer vil blive gentaget i endnu større omfang i 2017. For det første giver dette mulighed for at præsentere lejer, lineære produkter og transmissioner og nye idéer til sensorsystemer og sammenkædning af komponenter. For det andet kan de to firmaer vise, hvordan produkterne kan anvendes til forebyggende vedligeholdelse, effektivitetsforbedringer og procesoptimering.

Merværdi via digitalisering: Innovationsprojekt ”Machine Tool 4.0“
På JIMTOF i Tokyo præsenterede Schaeffler og DMG Mori innovationsprojektet „Machine Tool 4.0“, der er udviklet sammen med yderligere samarbejdspartnere. Projektet forbinder eksisterende teknologi med sensorer på nøglepunkter i maskinen, cloud-baseret dataoverførsel og digitaliseret produktion. To prototyper er bygget op om et DMC 80 FD Duo-Block 4. generation bearbejdningscenter. Ekstra sensorer til måling af vibrationer, kræfter, temperatur og tryk er integreret på stort set alle lejepositioner, der er relevante for maskinprocessen, for at få mest mulig information om maskintilstanden.

Udgiver: Schaeffler Danmark ApS
Udgivelsesland: Danmark

Tilhørende medier
Downloads

Pressemeddelelser

Pakke (pressemeddelelse + medier)

Del side

Hos Schaeffler anvender vi cookies for at gøre vores website mere brugervenlig for dig. Ved at bruge websitet, accepterer du brugen af cookies. Yderligere oplysninger

Accepter